Alle kan lide at vinde

I min roklub, DSR, har vi et tilbud til nye roere, der har mod på at kaste sig ud i konkurrenceroning i inriggerbåde den første sæson, de er på vandet.

Tilbuddet omfatter tre ugentlige træningsseancer, hvor der er trænere på – i tilgift får roerne opbygget et solidt netværk i klubben, hvilket jo altid er et godt fundament at starte fra, hvis man skulle blive bidt af sporten.

Nye roer bliver traditionelt kaldt for ”kaniner” i deres første år på vandet – Dem, der er med i dette specielle træningstilbud kaldes ”ræser-kaniner”, eftersom målet er, at få dem til at ro rigtig stærkt og være med i årets ræs mod nabo-roklubben, Kvik, om fire traditionstunge pokaler – Spejlet, Bolsjeglasset, Svanemøllesilden og Damepokalen.

Selve ræset, Svanemøllematchen vil blive afviklet mandag d. 3. September 2012

For andet år er jeg hjælpetræner på holdet. Mit bidrag er beskedent – det består mest i at få ræser-kaninerne til at give sig fuld ud. Det betyder, at jeg kommer med tilråb fra en motorbåd, der følger dem, når de ror på vandet.

Min erfaring som ro-træner er begrænset – og jeg har ingen teoretisk baggrund for det jeg gør. Jeg trækker primært på en årelang baggrund som motionist og konkurrenceudøver – og låner lidt fra det, jeg selv får som respons fra dem, der gennem tiden har trænet mig som roer.

Kaninerne er veltrimmede – Langt de fleste af dem, der springer på det her hold, har en eller anden sportslig baggrund, så de er i rimelig god form fra start af og kan gå til stålet. Men en del af dem opfatter ikke sig selv som konkurrencemennesker. Derfor skal de lære at presse sig selv lidt mere, end de normalt ville gøre. Det blev tydeligt under den seneste træning, jeg var med til.

Dagens træning bestod af to intervaller, hvor fire både skulle konkurrere om at komme først i mål. Der var tre firemandsbåde og en enkel tomandsbåd til start. De blev sendt af sted forskudt, så der blev taget højde for antal og køn. Strækningen var 900 meter, og det blæste en stiv pelikan fra vest.

Undervejs råbte jeg af dem, at de skulle trykke mere, tage længere tag og holde en god rytme. Jeg roste og piskede ud fra devisen om, at roerne som regel har ekstra at give af, og at det kan være et plus, at det gør lidt ondt.

Da træningen var overstået overhørte jeg en samtale mellem to kaniner i omklædningsrummet – ord, der bekræftede mig i, at vi alle sammen har en indre konkurrencehund, der godt kan lide at blive luftet.

Den ene sagde:

”Puh! Det var godt nok hårdt i dag, synes du ikke?”

”Jo”, svarede den anden. ”Men også rigtig sjovt.”

”Det synes jeg også – Jeg er ikke et konkurrencemenneske, men da jeg sad i båden, tænkte jeg kun ét – ro, ro, ro. Og jeg kæmpede indædt for at vi kom først over målstregen. Det var faktisk rigtig skægt!”

Jeg blandede mig ikke i samtalen. I stedet listede jeg ud af omklædningsrummet med et tilfreds smil om læberne. Det er præcis det, det handler om – de nye roere har haft det sjovt, de har fundet glæden ved at give sig hundrede procent og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg ser dem igen til næste træning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *