Alenetid kan være udfordrende

Alenetid er ikke altid lige fedt.Nogen finder det så svært at være alene i eget selskab, at de er villige til at fordrive tiden med selvbestaltede elektriske stød.

Vi render alle rundt og sukker efter alene-tid, men faktisk er det de færreste, der kan holde ud at være alene i deres eget selskab, uden mulighed for ydre adspredelse. Heller ikke selv om det kun er i et kvarter.

Det viser en undersøgelse, forskere ved Harvard Universitet har lavet. Ved 11 forskellige seancer blev en gruppe forsøgspersoner isoleret i et laboratorium. Alene. Uden mobiltelefoner, radio eller andre former for adspredelse. De skulle bare sidde roligt i en stol og tænke tanker. Alene-tiden varede mellem 6- 15 minutter. Bagefter blev de spurgt, hvordan det havde været.

Ubehag og manglende koncentrationsevne

Stort set alle deltagerne synes, at det havde været ubehageligt og havde haft svært ved at koncentrere sig.

Leder af forsøget, psykolog Timothy Wilson, blev overrasket over forsøgspersonernes reaktion og valgte at gentage det på en større gruppe. I første omgang var forsøgspersonerne nemlig blevet rekrutteret fra universitetet. Dvs. at de var forholdsvist unge mennesker. Nu gentog forskerne forsøget – denne gang på en gruppe, hvor deltagerne var mellem 18-77 år.

Responsen var den samme. Deltagerne satte overhovedet ikke pris på deres alene-tid.

”Selv de ældre sagde, at de ikke brød sig om at sidde alene med deres tanker,” fortæller Wilson

Underholdning for hjernen

Forsøget blev gentaget. Men denne gang kunne forsøgsdeltagerne lytte til musik eller sidde og læse. Det eneste, de ikke kunne, var at kommunikere med andre.

Under dette forsøg havde langt flere af deltagerne det godt. De kunne koncentrere sig og synes ikke, at tiden føltes lang.

Psykologerne besluttede sig for at undersøge, hvor langt mennesket vil gå, for at fordrive tiden. Forsøgspersonerne skulle opholde sig alene i laboratoriet under samme omstændigheder som den første gruppe – altså uden nogen former for ydre adspredelse. Dog var der en knap, som forsøgspersonerne kunne trykke på. Når de gjorde det, ville de få et elektrisk stød. Forinden havde flere af deltagerne sagt, at de var villige til at betale for at undgå stød.

Smerte frem for kedsomhed

12 ud af de 18 mandlige forsøgsdeltagere trykkede på knappen mindst én gang. Blandt  kvinderne var det seks ud af 24.

”Det er slående, at det, at være alene i sit eget selskab i 15 minutter, er så modbydeligt, at det driver folk til at give dem selv stød. Også selv om de forinden havde sagt, at de var villige til at betale for at slippe for at få stød,” siger Wilson, der ligeledes noterer sig, at det primært var mændene, der udviste sensationssøgende adfærd.

Alenetid kræver træning

Den psykologiske forklaring kan være, at vi mennesker foretrækker at føle os forbundet med omverdenen, siger Wilson. Vi kan godt være alene, men så lytter vi til musik, ser tv eller er på anden måde underholdt af noget udefrakommende. I virkeligheden bruger vi kun meget lidt tid på at slappe af eller på at tænke. Folk der mediterer, sætter større pris på at være i deres egen verden. Men de har også trænet på det. Og selv for dem, kan det være svært,” siger Wilson.

Måske er det en tanke værd, næste gang beklagelserne går på, at der aldrig er tid til at sidde i fred og samle tankerne…

Undersøgelsen er publiceret i Science, 4. Juli. 2014.

En tanke om "Alenetid kan være udfordrende"

  1. Yderst interessant, det havde jeg aldrig tænkt over. Tror jeg vil sætte mig i en stol med lyset slukket i aften for at se hvor længe jeg kan holde mig selv ud 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *